Tjæreborg Gamle Grusgrave er en landskabspark med tryk på naturpræg! Der er naturoplevelser i både stor og lille skala.
Tre store søer, lysåbne arealer, mose og skovprægede skrænter erforbundet af stier, der leder rundt i området. Efter grusgravningen ophørte er der igangsat en trinvis transformation til et rekreativt landskab, som man bogstavelig talt kan besøge dag og nat!
Centralt i området er der skabt muligheder for overnatning i det fri og når natten falder på, kan man sidde omkring bålet og se månelyset spejle sig i den store sø. Måske får man et glimt af en ugle eller lytte til nattergalens eventyrlige sang i mosen.
I Tjæreborg Gamle Grusgrave kan man komme helt tæt på naturen og hvis man er heldig kan man måske opleve den sjældne Strandtudse i området.
Udviklingen af området er målrettet byens borgere såvel som turister.