Den genslyngede Højskolebæk i Rødding blev i mandags indviet af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole. 🎉🌿
Dette sker som en del af 2. etape af naturgenopretningsprojektet ”Højskolebækken” som Rødding Højskole står i spidsen for. Der er stor lokal opbakning til projektet, og højskolen samarbejder bl.a. med Vejen Kommune, Vejen forsyning a/s og Forum Rødding.
Marken vest for højskolen og højskolebækken er blevet omdannet til et nyt naturareal med mulighed for udendørs læring og social interaktion, bl.a. faciliteret af den nye sidde- og formidlingsplads i det skønne åbne landskab, og naturlegepladsen i skoven, hvor børnene kan lege, udforske og lære om naturen i selskab med både Odin, Thor, Hugin, Munin og Midgårdsormen.
For dem, der ønsker at tilbringe en nat i naturen, er der opført et tårnshelter med bålplads, som står til fri afbenyttelse. Tårnshelteret er inspireret af traditionelt bindingsværksbyggeri, og hegnet af afbarket pil fra PILEBYG a/s skal illustrere en stiliseret fuglerede. Pladsen giver mulighed for hyggelige stunder omkring bålet og observation af dyrelivet i området. Det er en unik måde at komme tættere på naturen og skabe minder for livet. Både shelter og naturlegeplads er lykkedes med den solide indsats fra Park & Landskab ved Lau Knudsen.
Indsatsen med at genslynge bækken og forme områder til eng, som overrisles af vand når vandstanden i bækken stiger, er en vigtig del af at skabe mere biodiversitet, og plads til vild natur. Ved at omdanne konventionelt landbrugsjord til et rekreativt og vildt naturområde, giver man naturelskende borgere i Rødding mulighed for at nyde og interagere med den frodige natur omkring dem. Dette er lykkedes, ikke mindst pga. den kæmpe indsats fra HedeDanmark a/s.
Området er desuden gjort tilgængeligt med stier der følger naturen, og med 2 nye broer designet og monteret af Wood-ways.com.
Vi er taknemmelige for Rødding Højskoles tillid til os på tegnestuen og entreprenørerne, og for at få lov til at være en del af deres projekt. Sammen har vi skabt et bynært naturområde, der fremmer bæredygtighed, fællesskaber og giver noget tilbage til byen. Vi ser frem til at opleve hvordan naturen vil blomstre og udvikle sig omkring vandløb og græsningsfolde.
(Projektet indgår desuden i programmet ”Giv os naturen tilbage”, med Bonderøven Frank Erichsen som vært, og bliver vist på DR i løbet af 2023)
Vi er glade for at have bidraget til Rødding Højskoles projekt, som går ud på at skabe en vildere natur, og dermed bevare den biologiske mangfoldighed, og vi glæder os til flere projekter som dette!